Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Politikker for Skole/hjem-samarbejde

SKOLE/HJEMSAMARBEJDET

Indledning:

De overordnede mål er, at:

·         samarbejdet opbygges og udvikles med fokus på at skabe den bedst mulige ramme omkring barnets faglige og alsidige personlige udvikling

·         samarbejdet bygger på gensidig respekt og tillid lærer/forældre/barn imellem

·         samarbejdet bygger på en åben dialog og et godt kendskab til hinandens forventninger

·         et højt informationsniveau danner forudsætningen for forældrenes aktive medvirken, og

·         samarbejdet styrker ansvarligheden for løsningen af fælles opgaver

 

--- o0o ---

 

Princip:

·         Skole/hjemsamarbejdet på Skovgårdsskolen er bygget op omkring mål, evaluering, involvering og udvikling.

·         Skole/hjemsamarbejdet skal overordnet sikre, at skolens interessenter i fællesskab understøtter børnenes læringsprocesser samt medvirker til at opbygge og udvikle det sociale liv i klassen og det gode skoleliv for det enkelte barn. Samarbejdet skal derfor tilrettelægges således, at der skabes fora, hvor barn, forældre og lærere/pædagoger kan mødes omkring barnets faglige og alsidige personlige udvikling samt omkring evaluering af mål, processer, produkter og barnets sociale trivsel.

·         Grundlæggende for alt skole/hjemsamarbejde er den gensidige respekt for en rollefordeling, som er karakteriseret ved lærerens faglige og pædagogiske ansvar for klassen og det enkelte barn samt forældrenes ansvar for det enkelte barns opdragelse.

·         Samarbejdets fundament er derfor gensidig tillid til hinandens vurderinger og handlinger.

 

Procedure:

 

Nedenstående, som er udarbejdet med afsæt i foranstående mål, skal danne grundlaget for det fremtidige skole/hjem-samarbejde på Skovgårdsskolen. Erfaringer fra samarbejdet indsamles løbende og hvert andet år foretages der en evaluering med henblik på justeringer/ændringer, som kan optimere/kvalificere samarbejdet yderligere.

Forældremøder: Der afholdes minimum to årlige forældremøder på hvert klassetrin/årgang. Skoleårets første forældremøde, der afholdes inden udgangen af september, starter som hovedregel som et møde for alle forældre på en årgang, hvorefter forældrene fortsætter mødet klassevis. Ved dette årgangsforældremøde skal hele årgangens lærerteam (lærere og pædagoger) være til stede, med henblik på at præsentere sig for forældrene. Endvidere deltager en forældrerepræsentant fra skolebestyrelsen. Derudover er det hensigten, at årsplanen for årgangen fremlægges. Formålet med en sådan fremlæggelse er at informere forældrene om mål og indhold i det kommende skoleår samt om aktiviteter og arrangementer, som vedrører årgangen, klassen og/eller forældrene.

Ved skoleårets første forældremøde vælges der minimum 2 klasserepræsentanter for klassen. Endvidere udarbejdes en liste over forældrenes e-mail adresser, alm. adresser, telefonnumre osv. Listen udsendes til forældrene og fremsendes til skolens kontor.

Målet med forældremøderne og årgangsmødet er dels at forældrene får indsigt i det faglige og sociale liv i klassen, dels at forældre og lærere/pædagoger debatterer emner, som er relevante for klassetrinnet. Mødernes form og indhold tilrettelægges i et samarbejde mellem klasse/kontaktlærer og klasserepræsentanter (og især på de højere klassetrin evt. af eleverne), og indkaldes af klasselæreren. Det anbefales at en klasserepræsentant er mødeleder ved disse forældremøder. Alle forældre forventes at deltage i møderne.

Sociale arrangementer: For at øge kendskabet og forståelsen indbyrdes i forældregruppen samt gensidigt mellem lærere/pædagoger og forældre/børn afholdes der endvidere mindst et årligt arrangement af social karakter, hvor forældre, børn, pædagoger og lærere deltager. Udformningen af de sociale arrangementer i klassen/hjemområdet aftales af børnene, forældre og medarbejderteamet.

Information: Lærerteamet skal regelmæssigt informere forældrene elektronisk om klassens daglige liv, mål og udbytte, samt tidspunkter for projekter. Informationen har det formål at sætte forældrene i stand til at deltage i handlingsorienteret dialog med skolen. Informationen sker typisk ved ugebreve/ugeskemaer og/eller månedsbreve og efter behov.

Elevplaner: Forud for skoleårets første skole/hjemsamtale udarbejdes en elevplan for det enkelte barn i samarbejde mellem barnet og lærerne. Elevplanen skal underskrives af barnet, læreren og forældrene. Elevplanen indgår som en integreret del af barnets plan, hvori barnets arbejder og færdigheder dokumenteres. Elevplanen evalueres løbende og følges op af både lærere, pædagoger, forældre og barn.

Skole/hjemsamtaler: Formålet med skole/hjemsamtalerne er at fremme en åben og nærværende dialog mellem skole og hjem omkring barnets faglige og alsidige personlige udvikling. Dette sker ved hjælp af elevplaner bl.a. for at dokumentere barnets udvikling. Der afholdes minimum 2 årlige skole/hjemsamtaler. I indskolingen deltager 2 lærere og pædagoger. I udskolingsafsnittet deltager klasselærerne og på skift faglærerne, således at det sikres at forældrene får dialog med samtlige lærer til barnet mindst to gange i udskolingsforløbet.

Den nærmere udformning af samtalerne aftales i den enkelte klasse, men grundlaget for samtalen er elevplanen eller et samtaleark, hvortil såvel lærere som elever og deres forældre har givet input til. Fælles mål og klassens undervisning samt barnets sociale udvikling er udgangspunktet for samtalerne. Som udgangspunkt deltager barnet i samtalen, men det kan være hensigtsmæssigt at holde andre samtaler uden barnet, hvis det skønnes nødvendigt.

Tiden til samtalerne kan differentieres, hvilket betyder, at det er indholdet og kvalificeringen af dette der styrer tiden til samtalen.

Alternativt kan skole/hjemsamtalerne i udskolingen afholdes på samme dag for flere årgange.

Klasserepræsentantskabet: Skolebestyrelsen indkalder de valgte klasserepræsentanter mindst 3 gange årligt til Repræsentantskabsmøde. Det ene møde afholdes umiddelbart efter skoleårets første forældremøde.

Det andet møde afholdes sidst på skoleåret, idet et fast punkt på dagsordenen for dette møde er aflæggelse af årsberetning ved skolebestyrelsens formand. Et tredje møde afholdes medio skoleåret eller ved behov.

 

Nye børnehaveklassebørn: Modtagelse af nye børnehaveklasser ligger i 3 faser. Første del er et informationsmøde for alle interesserede og potentielle forældre i januar. Når skolen, efter kommunens fordeling af samtlige børnehaveklasser, med sikkerhed ved, at barnet optages på Skovgårdsskolen inviteres til indskrivningssamtale med hvert enkelt barn samt barnets forældre. Primo juni afholdes et fælles arrangement med deltagelse af børn, forældre, børnehaveklasseledere og pædagoger. Der afholdes forældremøde umiddelbart før skolestarten.

Klassedannelsen sker i slutningen af oktober og fordelingen meddeles forældre og barn pr. brev. De ”nye” klasser starter omkring 1.november.

Pædagogisk råd: Skolebestyrelsen deltager i et Pædagogisk Rådsmøde årligt med det formål gennem uformel dialog at etablere et større kendskab til hinanden og dermed skabe større forståelse for skolens liv hhv. forældrenes holdninger hertil.