Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fritidsklub 4. - 6. klasse

Velkommen til Skovgården FritidsCenter eller "KLUBBEN”, som vi til dagligt kalder ordningen.

Vi er en del af Skovgårdsskolens fysiske rammer og er et fritidscenter for børn på 4., 5. og 6. klassetrin.

Forventninger og forudsætninger:

Vi betragter børn i Klubben som værende "store". Børnene vil derfor opleve en høj grad af frihed og et aktivitetsniveau og -udbud, som er tilpasset deres alder og interesser.

Børn i klubalderen er godt på vej mod ungdommen. Derfor er en af vores vigtigste målsætninger, at børnene skal lære at håndtere ansvaret for egen fritid, samværet med kammerater, udfordringer, tilvalg, tilmeldinger m.m.

Det betyder bl.a., at børnene selv kan meddele os, hvad de må og hvad de skal (efter aftale med jer), uden at vi nødvendigvis tjekker, om det har sin rigtighed eller ej.

Vi stoler med andre ord på, hvad børnene fortæller os - med mindre vi har indgået en fast aftale med jer om andet. Omdrejningspunktet er tillid og ansvar.

Hvor bor vi:

Klubben er som nævnt beliggende på Skovgårdsskolen ved hovedindgangen til GFO’en, hvor vi har cafékøkken, kreaværksted, lounge samt stort fællesrum til bl.a. billard, bordfodbold, bordtennis, spil og meget andet.

Vi benytter endvidere skolens lokaliteter (eks. sløjd, aula, hal, musiklokale), når det er muligt.

Cafe:

Eftermiddagscafé serveres dagligt mellem kl. 14.00-15.00, hvor vi byder på et let måltid. Vi har ansat en køkkenassistent, som tilbyder et varieret udbud af lækkerier, der naturligvis er i overensstemmelse med kommunens kost- og sundhedspolitik. Børnene kan deltage i madlavning og servering i det omfang, de har tid og lyst.

Aftenarrangementer:

En gang hver anden måned holder vi cafeaften for 4. og 5. kl. fra kl. 17 til kl. 20, hvor vi spiser aftensmad sammen og har forskellige temaer, såsom talentaften (børnene underholder), drenge- og pigeaften, krimiaften, klubbingo, musikquiz. Derudover er vi vilde med fester (introfest, afslutningsfest, diskofest, julefrokost m.m.) og sørger altid for, at indretning, humør, forplejning og musikken er helt i top!

Når de unge kommer i 6. kl. har Klubben aftenåbent 3 gange om ugen fra kl. 17-20.

Brugerbetaling:

I forhold til GFO vil den månedlige betaling være mindre (ca. 500,00 kr. månedlig), til gengæld er der brugerbetaling på café, ture, arrangementer og værkstedsmaterialer.

På gensyn

Personalet i Klubben

 

Praktisk info:

 

Åbningstider:

Dagklub (for alle):

Mandag-torsdagKl. 13:45-17:00

Fredag: Kl. 13:45-16:00

Aftenklub (for 6. og 7. årg.): 

Tirsdag, onsdag, torsdag: Kl. 17:00-20:00

 

Ferieoplysninger:

Juli er ferielukket og betalingsfri.

Skovgården FC holder åbent i øvrige skoleferier i samarbejde med Skovgården GFO. Alle aktiviteter i skoleferierne foregår med GFOens børn og personale. 

Åbningstid i skoleferier: Kl. 9:00-16:00.

 

Indmeldelse og udmeldelse sker via flg. link: Book plads i et dagtilbud - Gentofte Kommune

Mobilnr.: 40734796 / 24968758

Mail: Mibh@gentofte.dk eller Evw@gentofte.dk

Takster

Aktuelle takster for 2023 kan du se her.